Allergi (få en test hos os)
Lad os teste dig for allergi
Stadig flere kunder er nervøse for allergiske reaktioner på hårfarve. Det har vi stor forståelse for, og derfor tilbyder vi at teste dig for allergi, før du kaster dig ud i en behandling, du er usikker på.
Tag en snak med din frisør og kom ind for at blive testet. Det er meget enkelt. Vi påfører en ganske lille mængde farve eller væske bag dit øre, og du venter et døgn med at vaske hår og/eller hovedbund. På den måde minimerer du risikoen for at få en voldsom allergisk reaktion. Hvis du reagerer negativt på testen, fraråder vi den ønskede behandling.
Spørg dig selv
- Har jeg tidligere reageret på et farveprodukt?
- Er min hovedbund sensibel, irriteret eller skadet?
- Har jeg tidligere fået lavet en midlertidig sort hennatatovering?
Hvis du kan svare ja til mindst et af disse spørgsmål, fraråder vi, at du lader dit hår farve. Du bør søge læge for at få afklaret, om du vil kunne tåle at få farvet hår.
Sort henna
Gennem de seneste år har vi desværre set nogle tilfælde af kraftige allergiske reaktioner som følge af midlertidige sorte hennatatoveringer.
Midlertidige sorte hennatatoveringer tilsættes ofte farvestoffet para-phenylendiamin, i daglig tale kaldet PPD. PPD er et farvestof, som i kosmetikprodukter kun må bruges i hårfarver i små mængder, og anvendelsen af PPD er reguleret af lovgivningen. Store mængder PPD, som der for eksempel anvendes i midlertidige sorte henna-tatoveringer, er ulovlige og medfører en risiko for at udvikle en livslang allergi (sensibilisering) eller direkte at få en alvorlig allergisk reaktion.
De midlertidige sorte hennatatoveringer laves ofte i udlandet, da PPD kan anvendes i hennatatoveringer i lande uden for EU.
Miljøstyrelsen i Danmark advarer dig imod ulovlige, midlertidige sorte hennatatoveringer. På mange feriesteder, på markeder og på stranden kan du blive fristet til at få lavet en midlertidig sort hennatatovering. Miljøstyrelsen skriver i sin advarsel således: "Men for at opnå den sorte farve kan der være tilsat kemiske stoffer, som er forbudte at anvende på huden, og som kan medføre alvorlige allergiske reaktioner. Disse allergier er livslange og kan blusse op igen efter brug af hårfarve, eller når huden kommer i berøring med visse slags sort tøj eller ting af gummi. Selv om 'tatovøren' foreslår en 'test' på huden, er det ingen garanti for sikkerheden".
Der findes en enkel tommelfinger-regel: Når hennaen er BRUN-ORANGE er risikoen minimal. Når hennaen er SORT er risikoen til stede.
Vil du vide mere om allergi
Videncenter for Allergi på Gentofte Hospital (http://www.videncenterforallergi.dk/)
Miljøstyrelsen (http://www.mst.dk/)
Astma-Allergi Forbundet (http://www.astma-allergi.dk/home)
Informationscenter for Miljø & Sundhed (http://www.miljoeogsundhed.dk/)
|